døD
En forestilling om døden
Det hele startede med vores egen angst og mere eller mindre akavede forhold til døden. Kunne vi skabe en forestilling, hvor mennesker mødes i et fællesskab om døden? Hvor de snakker om de døde, om døden og om hvordan de håndterer den? Nadja startede processen med at interviewe sin mor, som har arbejdet som graver på en kirkegård i 13 år:
DØD blev en visning på Teater SortHvid som en del af kuratorkollektivet HAUTs eksilprogram. Læs mere om forestillingen nedenfor:
Smagen af død er en croissant
Kender vi lugten af død? Lyden af den, følelsen af den, frygten for den eller lettelsen ved den? Er død sort? Eller gul? Og hvordan smager den? Kan Frosties med mælk manifestere en afdød veninde, eller kan en lun croissant indtaget på terrassen vække minderne om far til live? Og endelig, er døden noget vi oplever sammen eller hver for sig?
Sikkerheden om at vi en dag skal dø er total. Alligevel kan døden gøre os usikre. DØD af HØRT er en publikumsinvolverende visning, som undersøger danskernes forhold til døden og livet - to ting, vi alle har til fælles.
Mad som talerør for døden
Rummet fyldes med død. Død i form af personlige fortællinger, mad og minder. Forestillingen bygges op omkring publikum og kunstnernes eget mere eller mindre akavede forhold til død, og tager form af en middag, sammensat ud fra publikums personlige minder. På denne måde bliver maden et talerør og samlingspunkt for døden og de døde. Visningen bygger - ud over middagen - på dataindsamling undervejs, interaktion, musik og poesi.
I Danmark drikker vi gravøl
I Indonesien lever man side om side med afdøde i flere år, inden de begraves, i Mexico fejrer man døden med hele verdens farver, og i Sydkorea presses de dødes aske til perler, som bevares som minder for/til eftertiden. I Danmark drikker vi gravøl, men hvad gør vi ellers? Kunne vi trænge til et nyt ritual? Eller en ny måde at samles omkring døden og se på den sammen?
DØD er et bud på et nyt ritual - et øvelokale hvor publikum snakker og interagerer med hinanden om døden. Ikke den symbolske død, men den død, som vi forholder os til når mennesker vi holder af dør, eller når vi selv skal dø. Vi har udviklet et æstetiseret rum, som bidrager til refleksioner, erfaringsudveksling og som fungerer som en tryg ramme, hvor døden kan diskuteres.
Herunder ses et par billeder fra visningen på HAUT på Teater Sort/Hvid.
Digtet som blev skabt på baggrund af publikums noter undervejs i visningen (Tryk for læsevenlig version):
